IT'S EATING FROM THE INSIDE

Tanker, følelser, forvirringer, venner og veninder, familie og slægtninge. Skolen, fritiden, arbejdet og lektierne. Alle de ting der kan forvirre os i hverdagen, alle de ting der kan få os til at græde, grine, smile eller le. De ting der gør os kede af det, sure, oprørte, ellevilde og helt skøre. Det værste er bare, at vi ikke kan styre de her følelser, der er ingen der ved hvornår de kommer, hvad de vil gøre ved os, hvordan de vil påvirke vores dag, familie, venner og andre. Hele vores individuelle verden bliver revet i stykker når de er noget galt, når der ikke er noget vi forstår, så går vores verden i stykker. Lektierne fra skolen bliver ikke lavet, men kan miste nogle gode venner i farten, familien bliver udelukket fra ens liv og man gider virkelig ikke noget overhovedet. Bare ligge i sin egen medlidenhed og være sig selv. Man kan have en sygdom der gør, at man bare har det skidt, uden at kunne komme ud af det, man kan have en depressive opførelse og tanker.

Jeg kendte engang en som var sådan, jeg havde så ondt af personen, fordi han ikke kunne se det positive i livet. Men nu hvor man selv er ved at stå i det, forstår man det helt. Der er ikke andet end negativitet der fylder ens hoved, ikke andet end de dårlige ting der er sket i ens liv. Alle de gode minder bliver gemt væk i rode kassen, og der går lang tid før man får dem frem igen! Og selv, synes jeg det er mega synd, selv ville jeg gerne tænke på de gode ting der er sket, de gode minder, de dejlige stunder fra mit liv. Men som alting andet, så bliver det overskygget af de dårlige ting, de dårlige minder og de helt forfærdelige stunder. Det er trist og meningsløst. Men det er sådan livet er.

'' Livet er en dans på roser, du skal bare selv forbi tornene.''

Ja. Det kan sikkert være sand, men hvor mange torne kan der være på en rose? Hvor mange lidelser skal vi igennem før vi endelig kan nyde livet og nyde os selv? Hvor mange gange skal vi græde ved andre mennesker, forklare vores lidelser og forstå vores eget liv? Det er ikke fair, men det er sådan livet et bygget op. Alle har haft modgang, bare nogen mere end andre - og jeg er en af dem der ville ønske jeg havde haft mindre.

Livet er hvad vi gør det til, så skal vi ikke gøre det til en leg?